Bøger

Alle bøger om eksotiske pattedyr som er blevet anmeldt i bladet bliver med tiden samlet her.

Denne lille håndbog beskriver berigelse af dyrenes miljø, på en let og forståelig måde, og hjælper dig med at finde den  rigtige berigelse, til en lang række almindeligt holdte kæle- og hobbydyr.
Hensigten med bogen, er at styrke velfærden hos kæle- og hobbydyr, ved at forbedre dyrenes miljø. Samt stimulere,   udfordre og skabe mulighed for udførelse, af den for den enkelte arts naturlige adfærd.
Samtidig vil du få meget mere glæde af dine kaniner, marsvin, mus, rotter, hamstere, egern, heste, lamaer, pindsvin, aber, kænguruer og små rovdyr m.fl.
Kan bestilles på www.silkeabe.dk
Bogen er blevet til i samarbejde med:
Foreningen Eksotiske Pattedyr og støtte fra Dyrevelfærdspuljen.
——————————————————————————————————-
Litteratur om aber
Af Niels Brandt

Mange ønsker, heldigvis, at vide hvad man går ind til når man ønsker at holde aber. Især for dyrenes skyld men også i den sidste ende for ens egen skyld. Det er nu engang en større fornøjelse at holde aber der trives fordi de holdes rigtigt. DPS mærker også denne interesse når vi får henvendelser fra nye medlemmer. Man vil vide hvordan man på ordentlig vis, skal holde sine dyr. Information om pasning og pleje af aber er dog ikke noget der hænger på træerne, hvis man ønsker at læse noget om emnet på dansk. Da DPS begyndte for 20 år siden var det ganske svært at finde noget brugbart. Derfor var DPS pjecerne også guld værd for nye medlemmer. Viden om hold af aber var dog heller ikke stor dengang (for mere end 20 år siden), og mange døde p.g.a. uvidenhed. I dag er tingene ændret en del, især efter at man har fået Internettet. Dog skal oplysninger på nette oftest læses meget kritisk, da der findes et hav af useriøse hjemmesider. I denne lille artikel vil jeg dog kikke lidt på nogle af de bøger der findes om emnet. Mange af de gamle bøger som omtales, vil jeg dog kun betegne som underholdning, da meget af det der er skrevet er forældet. Men det kan stadig være sjovt at læse lidt i dem. Deciderede bøger om hold af abe/primat findes ikke på dansk, men man kan finde afsnit om aber i nyere bøger. Men hvis man har mod på at læse lidt på engelsk eller tysk så findes der mange gode bøger på marked, som nemt kan bestilles via Internettet. Nu behøver man ikke være perfekt f.eks. til tysk for at kunne få udbytte at en tysk fagbog. Men der kræves selvfølgelig et vist kendskab til det tyske sprog, for at få udbytte af bøger på tysk.  Dansk litteratur om andre dyr ofte bruges delvis. F.eks. bøger om fugle som der findes en del af, men det kommer jeg ind på under de forskellige bøger som jeg har samlet her. En del bøger kan kun købes antikvarisk men er ofte billige, andre kan stadig fås hos boghandleren. Listen er ikke uddybende, men udvalgt efter eget valg, enkelte har været anmeldt her i bladet og der er stadig nye på vej. Der har også været anmeldt flere bøger i DPS –nyt (kik under beskrivelsen af de enkelte numre af DPS-nyt i artiklen ”DPS bladets historie” i dette blad) Ønsker man at lede efter bøger i udlandet er der flere gode hjemmesider der er et besøg værd. Husk dog ved køb af bøger uden for EU, f.eks. fra USA, at tillægge div. udgifter som f.eks. moms/told. Nogle nye bøger er såkaldte ”print/books on demand”  d.v.s. at først trykkes når de bliver bestilt (betalt). Det giver lidt ventetid, før bøgerne ligger i din postkasse.
Her er nogle enkelte sider som jeg har brugt.

www.nhbs.com Er den første jeg vil nævne. Her sælges rigtig mange bøger (især på engelsk) om alt hvad der har med dyr og natur at gøre.
www.amazon.co.uk Kendt side på engelsk hvor der sælges alle slags bøger, også antikvariske. Samme side findes også på andre sprog f.eks. tysk.
www.antikvariat.net/ Dansk side med antikvariske bøger til salg i Skandinavien.
http://www.zvab.com/index.do Tysk side med antikvariske bøger til salg.
www.bogpriser.dk God side hvis man ønsker at finde det billigste sted at købe nye bøger fra danske bogmarked.
www.tiergarten.com Tysk side med især dyre- og zoo litteratur. De kan skaffe alle bøger, og normalt til priser som på amazon.
www.ilab-lila.com International side med antikvariske bøger til salg.

Ældre bøger (antikvariske) på dansk:
”Alle mine sjove dyr” 1968 af Flemming Holbæk. Den må absolut komme først, det var min bibel i mine unge dage. Dengang var det ikke til at skaffe litteratur om andre dyr end helt almindelig holdte hobbydyr. Så denne lille bog var en perle for mig, jeg har da også holdt mange af de beskrevne arter i bogen. Er forældet men stadig ganske god og underholdende at læse. Nogle ting i bogen er stadig brugbart (dog ikke meget om aber). Indeholder beskrivelser og pasning af mange forskellige dyr som pattedyr, krybdyr, padder og lidt insekter. Primat arter som er med i bogen: Chimpanse, dødningehovedabe, katta (i bogen kaldet malemaki), grøn marekat og silkeabe (hvidøret). Ja man kan undre sig over nogle af de omtalte primater f.eks. chimpanse men der står faktisk lidt om hvordan private kan holde disse dyr. Under silkeabe er der ikke nævnt noget om vælling, så det må være før det blev kendt. Men for også indtrykket af. At silkeaber er meget svære at holde i live. Hele problematikken omkring D3 vitamin er åbenbart ikke noget man var bevidst om dengang.  Der er en lille pasningsvejledning til hver art, også kædet sammen med en lille sjov historie. Foto er der ikke nogle af, men alle dyr er smukt illustreret med tegninger af forfatteren.
”Selvskabsdyr” 1970 af Curt Af Enehjelm. Sjov lille bog med afsnit om aber på ca. 10 sider. Der er lidt general info om aber som ”selskabsdyr” og stort set alle arter som man dengang har kunne se hos private gennemgås kort. Sjovt nok kan man læse at den og den art ofte indføres, men til sidst nævnes at indførsel af aber ikke er tilladt (blev forbudt i midten af 60,-erne) ?? Det virker ikke som om dette forbud helt virkede dengang. Jeg husker da også at man i 70.erne og sågar i 80.erne stadig kunne se aber i danske dyrehandlere, både som ”underholdning” og til salg.
Nyere bøger på dansk:
”Eksotiske pattedyr” 2003 af Michael O. Jørgensen. Anmeldt i DPS-nyt april 2004. Bedste danske bog hvor aber er medtaget. Gode afsnit om foder, berigelse, voliere samt pasnings vejledning til følgende primater: Dværg silkeabe, Hvidøret silkeabe, Paryk tamarin, berberabe, dødningehovedabe, grøn marekat, Rhesus abe samt Javaabe.  
”Frugt- og insektædende fugle” 2003 af Eddie Bach, Flemming Nielsen og Torben Raft. Fuglebog hvor afsnit om ernæring, foder og foderteknikker samt beskrivelser af voliereforhold hel eller delvis kan bruges af abeholdere. Der er beskrivelse af de alm. næringsstoffer, vitaminer og mineraler som er vigtige. Beskrivelse af forskellige voliereanlæg, opbygning, placering, opvarmning som direkte kan bruges af silkeabeholdere. Der er også afsnit om planter i volieren som er nyttig læsning. Mange gode billeder. Samme format og forlag som ”Eksotiske pattedyr”.
”Eksotiske Insekter” 2004 af Tom Larsen. Forfatteren er formand for foreningen af samme navn. I bogen er det især afsnit om hold af foderdyr som kan bruges. Her beskrives hvordan forskellige insekter opdrættes. Bl.a. melorm, kæmpemelorm, fårekyllinger, græshopper og forskellige tropiske kakerlakker som bruges til foder. Bogen er god hvis man ønsker selv af opdrætte sine egne foderdyr. Fordelen er at man altid har friske foderdyr, og det kan også være sjovt at holde flere af nævnte foderdyr. Ulempen er at det kræver tid og lidt plads. I dag kan købes foderdyr mange steder, hos dyrehandlere og direkte hos opdrættere af foderdyr. Samme format og forlag som ”Eksotiske pattedyr”.
”Egern” 2007 Af Michael O. Jørgensen. Ny bog om egern omtalt i artiklen ”Hold af egern hos private” i dette blad.
”Tamme Papegøjer” 2001 af Maria Metzger. God fuglebog hvor afsnit om foder, voliere, legetøj kan bruges. Desuden er der beskrevet forskellige metoder til at træne med sin fugl bl.a. klikker træning som bruges på samme måde når man vil træne sine aber. Træning af dyr bliver også brugt i zoologiske haver i dag. Der findes flere danske bøger om klikkertræning f.eks. hunde/kat og hestebøger, de kan alle bruges hvis man vil vide mere om emnet.

Nyere udenlandske bøger:
International zoo yearbook. Nr. 22 (fra 1982) og nr. 36 (fra 1998) omhandler bl.a. om primater. Engelsk lidt kostbar bøger (men store knap 500 sider), med bl.a. artikler om primater fra forskellige zoo fra hele verden. Bogen henvender sig zoologiske haver verden over, og bringer mange forskellige artikler som relaterer til zoo. Det kan være op konstruktion af anlæg, studier af dyr i zoo, status over arter i zoo, ernæring m.m. Det er ikke kun artikler om primater men nr. 22 har fokus på den gamle verdens aber, i nr. 36 fokus på den nye verdens aber. I nummer 36 kan det nævnes, at der er en artikel om dværgsilkeaber i Skansen Aquarium i Sverige. Bøgerne er ikke populær læsning, men mere i retning af videnskabelige artikler. Illustrationerne er tabeller, tegninger og billeder alle i sort/hvid.

”Krallenaffen & Springtamarine” 2005 Af Gerhard Hoffmann. Tysk bog om silkeaber (krallenaffen betyder silkeabe) og tamariner. Den beskriver på ca. 100 sider alle arter, deres levevis m.m. i naturen. Der er mange spændende sider om deres liv i naturen som er nyttig viden for abe holderen. Bogen kommer kun lidt ind på hold af aber i fangenskab, så det er ikke pasnings vejledninger  man finder i denne bog. Der er mange billeder, dog af svingende kvalitet.
”Neuweltaffen  – Die Familie der Nicht-Callitrichidae” 2007 af Gerhard Hoffmann.
En efterfølger af førnævnte bog som beskriver alle andre arter fra den nye verden, end silkeaber og tamariner. Bogen er på ca. 150 sider og bygget op på samme måde som den foregående, dog er der her et afsnit om hold af aber i fangenskab. Her gives der anbefalinger på voliere størrelser. Desuden omtales bl.a. foder, omgang med aber, parringstid m.m. Billederne er som i den anden bog af svingende kvalitet i både sot/hvid og farve.
Begge bøger kommer langt omkring beskrivelsen af primater i den nye verden og er udmærket læsning.
”Krallenaffen” 2007 af Michael Schrobel. Ny tysk ”bibel” om silkeaber. Meget stor og omfattende bog på knap 400 sider. Artsbeskrivelser af alle til dato kendte arter, med masser af flotte farvebilleder samt udbredelses kort. Ungerne af silkeaber som ofte ser noget anderledes ud i forhold til de voksne er også afbilledet. Der er kapitler om abernes adfærd når de søger føde. Deres naturlige fødevalg, næringsøkologi m.m. beskrives indgående. Deres sociale liv og forplantning beskrives, ja forfatteren kommer meget langt omkring silkeabers liv primært i naturen men også i fangenskab, som der også er et kapitel om. Det er svært at nævne alt fra denne meget omfattende og spændende bog, den bedste og mest omfattende jeg har set om emnet. Forfatteren er biolog og tilknyttet zoo. Har skrevet flere andre bøger om primater og hold af dyr i zoo. Har siden 1970-erne beskæftiget sig med silkeabers biologi så det er en erfaren mand der har skrevet denne bog. Bogen er en såkaldt ”print on demand” så der er lidt leveringstid på bogen, men den er værd at vente på. Prisen på 39 Euro (ca. 300 kr) er absolut rimelig for denne store bog. Kan stærkt anbefales hvis man har mod på lidt tysklæsning. Kan købes på www.tiergarten.com.

Til slut vil jeg lige nævne at der findes en del bøger (igen på engelsk og tysk) som især er skrevet til de zoologiske haver og som omhandler forskellige emner der har med primater at gøre. Jeg har valgt at medbringe et par bøger (se bilederne) som jeg lige har fået ind af døren, men endnu ikke haft tid til at nærlæse inden dette blads deadline. Disse bøger kan også være interessante for den private abeholder. God læselyst.
——————————————————————————————————-
2 nye atlas om primater og
lidt om nogle zoo hjemmesider
Af Niels Brandt

Primater kan man dele op i ”tørnæser” og ”vådnæser”. Det er ikke så tit man ser denne opdeling syntes jeg, men her har forfatteren til to nye bøger om primater, valgt denne opdeling. Vådnæser kaldes også for halvaber og tørnæser bare for aber. Der sker for tiden meget med arterne. Arter får nye navne, underarter bliver til selvstændige arter, bl.a. p.g.a. nye muligheder indenfor genteknologien. Men det skal jeg ikke komme mere ind på, for her drejer det sig om 2 fine bøger om primater. Det er tyske bøger, men da det er opslagsværker, så går det nok. Der er masser af illustrationer i bøgerne. Alle arter er illustreret med tegninger, og der er foto af de fleste familier. Det er udmærkede illustrationer og de er alle i farver. Til hver art er der et kort med markeret udbredelse. Hvis arten har underarter, er disse med på kortet – hver underart har sin farve på kortet. Alle arter er selvfølgelig med latinske navne, foruden det tyske navn og desuden også det engelske navn (hvilket er super syntes jeg). Under hver art er der en kort beskrivelses af udseende, størrelse m.m., artens udbredelse, habitat, ernæring, forplantning, social struktur. Da det er et atlas, er vægten lagt på artsbeskrivelser og illustrationer, og sådan skal det skal være i en bog af denne type. Bogen om ”vådnæser” indeholder også en liste bagerst i bogen, hvor der under art, er henvisning til, i hvilke tyske zoos, arten kan findes.
Denne dyreliste kan man dog også finde på Nettet. Den har adressen: www. zootierliste.de, her er der også henvisninger til andre europæiske zoos, hvor bogen kun henviser til tyske zoos. På hjemmesiden kan man f.eks. finde silkeaber (hedder Krallenaffen på tysk) og se at der er ikke mindre end 24 arter omtalt her. Så en super hjemmeside hvis man søger en bestemt art. Det er dog ikke alle zoos der er med på listen, kun zoos der er medlem af EAZA, som er den europæiske sammenslutning af zoos.
Der findes masser af små zoos i f.eks. Tyskland (og også i Danmark) som ikke er med. Så deres dyr er ikke med på listen. De tyske zoos kan man også finde på hjemmesiden: www.zoo-infos.de. På siden er også zoos fra Schweiz, Østrig og Frankrig. Der er også et Tysklands-kort med alle zoos. Det er en nem måde at finde en zoo i et bestemt område. På kortet kan man se om det er en større eller lille zoo.
Nå tilbage til bøgerne. De kan klart anbefales. Begge bøger er såkaldte ”on demand” d.v.s. de trykkes først når man bestiller. De var dog begge på lager da jeg bestilte dem, og jeg fik dem i løbet af ca. en uge fra Tyskland. De kan købes på amazon (www.amazon.de) på nettet, eller hos www.tiergarden.com (som nok er den største indenfor litteratur om zoos m.m.), hvor jeg købte dem, her krævede de ingen porto. Der var en faktura med, som nemt betales over Netbank. Bøgerne er lidt større end A5, og koster 20.90 Euro (ca. 160 DDK) og 51.90 Euro (ca. 400 DDK). Det var da en stor prisforskel vil man nok mene, men det er fordi den om ”Vådnæser” kun er på 172 sider, hvor den om ”Tørnæser” omfatter langt flere arter og er på hele 446 sider. Er det silkeaber man er interesseret i, så er det den store bog man skal have fat i, hvis ikke man da køber begge. Så er man dækket ind, for alle arter og underarter skulle være med (jeg har dog ikke talt efter).
God fornøjelse.

——————————————————————————————————-
Lær at holde gorillaer !
Af Niels Brandt

Nej det er ikke en opfordring til at holde gorillaer, hvilket private heller ikke må i Danmark. Men hvis du kan læse lidt tysk, eller kan bruge sprogværktøjerne på Google eller en ordbog, så er der masser af læsning i: Zootier haltung –säugetier af W. Puschmann. (Forlag: Verlag Harri Deutsch 2007).
Endda til en meget rimelig penge, knap 40 Euro (ca. 300,- Dkr.) for hele 880 sider.
Bogen kan bl.a. købes på:
http://www.tiergarten.com/

Bogen henvender sig til zoo, men der er masser af spændene læsning om hold af alverdens pattedyr. Alt fra pasning mus til elefanter omtales. En hel del primater er også med (ca. 115 sider), bl.a. også  silkeaber (ca. 17 sider). Her kan man læse om alt fra fodring til levevis i naturen.
Er det kun silkeaber man interessere sig for, så vil jeg dog anbefale: Krallenaffen. Waldzwerge aus Südamerika af Schröpel, Michael, som koster ca. 10 Euro mere (388 sider) som er en rigtig bibel for silkeabe entusiaster. Bogen er nævnt i DPS-blad nr. 65 (der vil blive bragt oversatte uddrag af bogen i kommende medlemsblade).
Men Zootier Haltung er sjov læsning, da den spænder så bredt, og har man interesse for hold af andre pattedyr, så kan man sikkert finde dem, i denne meget omfattende bog.
Bogen har masser af gode billeder og illustrationer, men kun i s/h.  
I samme serie findes også bøger om hold af:
Fugle, krybdyr samt fisk, hvis det skulle have interesse.

——————————————————————————————————-

Boganmeldelse: Monkey af Desmond Morris
Af Niels Brandt

Jeg faldt over denne lille bog som er en af en lang række af  bøger, som beskriver menneskets relation til et bestemte dyr. På forlagets hjemmeside beskriver de serien meget godt på denne måde (frit oversat):
“Animal er en banebrydende serie fra Reaktion Books. Den første af sin art som udforsker den historiske betydning og indvirkning på mennesker blandt en bred vifte af dyr, hver bog i serien tager et dyr og undersøger dens rolle i historien rundt om i verden. Betydningen af mytologi, religion og videnskab er beskrevet , ligesom  historien om mad, handel med dyr og deres produkter, kæledyr, udstilling, film og fotografi, samt deres roller i den kunstneriske og litterære fantasi.”
Så der er altså tale om en slags historiebøger med mange aspekter af menneskets forhold til et specielt dyr gennem tiden, fra oldtiden til moderne tid. Jeg købte bogen “Monkey” som er skrevet af Desmond Morris, som nogle måske kender. Små 200 sider (ca. A5 format som vores blad) til ca. 100 kr. udgivet i 2013. Man skal dog på Internettet for at få fat i bogen. Jeg tvivler på at danske boghandlere har den.
Man behøver ikke læse bogen fra start til slut, man læser bare de afsnit som man finder mest interessante. Den spændende tekst er krydret med en del billeder og illustrationer. Monkey er ikke helt det samme som når vi bruger ordret ”aber”. Monkey er alle arter af aber undtagen menneskeaber, som på engelsk kaldes ”abe”. Der er naturligvis grumme eksempler på hvordan mennesket gennem tiden har udnyttet aber til egen fordel (hvilket desværre stadig finder sted).
At det er Desmond Morris som har skrevet denne bog, må siges at være et meget godt valg. For dem som ikke kender ham,  så vil jeg nævne bogen: “Den nøgne abe”, hvor han kikker på mennesket med en zoologs øjne. Den er stadig læseværdig, men han har skrevet mange andre. På forlagets hjemmeside (www.reaktionbooks.co.uk), kan man finde bogen. Her er også en lille video med forfatteren, hvor han fortæller om bogen men også om, hvad det er, der er så specielt ved aber, i forhold til så mange andre dyr. Videoen, såvel som bogen er på engelsk. Men har man, som de fleste, lidt kendskab til engelsk, så er bogen rimelig letlæst
Jeg ved ikke præcist hvor mange bøger der er i serien, men der er ret mange ca. 80 og der kommer stadig nye bøger til . Her vil jeg bare nævne nogle enkelte af pattedyrene, som der er bøger om: Ræv, marsvin, pindsvin, kænguru, mus, kanin, stinkdyr samt aber (der er flere bøger om dem).  Kik selv efter, der er nok også en du vil finde interessant. Især til prisen, må den siges at være et fund.
https://www.youtube.com/watch?v=ecRUuOCgRCA Link til lille video med forfatteren Desmond Morris.

——————————————————————————————————-

Pasning og pleje af afrikanske pygmæpindsvin af Jacobine Moestrup.
Det er ikke så tit vi ser nye bøger som omhandler hold af specielle pattedyr. Så da jeg faldt over denne lille bog om hold af pindsvin, så måtte jeg naturligvis se hvad den kunne byde på.
Ved første blink, når man læser beskrivelsen af bogen hvor de sælger den. Så kunne man være bange for at pindsvin blev beskrevet som et kæledyr. Men det var glædeligt nok ikke tilfældet.
Bogen beskriver faktisk det hele ang. hold af afrikanske pygmæ pindsvin. Dog kunne jeg ønske mig lidt mere om berigelse. Der er nævnt lidt i bogen, men noget egentligt kapitel om berigelse er der ikke.
Jeg har hørt fra andre som holder pindsvin, at hendes pindsvin er, skal vi kalde det, velnærede. Så i foderanvisningerne er der plads til forbedring. Pindsvin har let ved at blive for fede.
Folk der holder pindsvin har mange ideer om hvordan man bedst holder dem, og man er ikke enige om alt. Men dette er så forfatterens bud på, hvordan disse dyr holdes. Og der gør hun fint.
Opbygningen af bogen og billede valg, er ikke det mest spændende. F.eks., syntes jeg forside billedet ligner et dødt pindsvin, Men bogen er fyldt med fakta, gode råd, og forfatteren deler fint ud af sin erfaring med hold og opdræt af pindsvin.
Så til prisen er det en fin lille bog, for dem som vil til at begynde at holde pindsvin.